Butikker frygter lukning på grund af byggerod
Forretninger i Billund er bange for, at et stort Lego-byggeri går ud over årets julehandel.
Under et møde i sidste uge med Lego House, der står bag byggeriet i Billund midtby, kom det frem, at flere af byens butikker mangler op mod en tredjedel af deres normale omsætning, skriver Vejle Amts Folkeblad.
- Hovedgaden er lukket, og jeg tror simpelthen folk opgiver at finde herom, fortæller Winnie Klausen, der er indehaver af Billund Bageri.
Hun siger desuden, at hun ikke havde forestillet sig en byggeperiode over så lang tid.
Indehaver af butikken Bath Baun, Lisbeth Baunsgaard, fortæller til avisen, at hun har en lille frygt for, at butikken ikke overlever, men at hun håber, at kunderne vil bakke op i perioden.
Lego House åbner i andet halvår af 2017, og der mangler stadig en del anlægsarbejde, inden projektet er færdigt.